• Sydbank lander sit højeste overskud nogensinde

    Source: BDK Finans / 28 Feb 2024 02:29:06   America/New_York

    Sydbank er en af flere danske banker, der har løftet sine resultater til rekordhøjde i kølvandet på de stigende renter. Sidste år blev det til et overskud på godt 3,3 milliarder kroner, hvilket er bankens højeste nogensinde. Og netop renteindtægterne er en stor del af forklaringen, viser årsregnskabet onsdag morgen. - Det er positivt, at vi i 2023 kan forbedre lønsomheden markant fra et rekordhøjt niveau i 2022, siger bankens administrerende direktør, Karen Frøsig, i regnskabet. Året forinden lød overskuddet på 1,9 milliarder kroner. Efter Ruslands invasion for godt to år siden begyndte energipriserne at skyde i vejret, hvilket medførte buldrende inflation ikke bare i Danmark, men i hele verden. Det fik centralbankerne til at hæve renterne i forsøget på at få banket inflationen tilbage til et mere normalt niveau. Og det er altså endt som en særdeles fornuftig forretning for Sydbank. Ved indgangen til 2023 var forventningen, at Sydbank ville ende med et overskud på op mod 2,2 milliarder kroner. Men siden da har Nationalbanken kontinuerligt hævet styringsrenten, hvilket tydeligt afspejles i Sydbanks nettorenteindtægter. Renteindtægterne voksede sidste år med 82 procent til i alt 4,5 milliarder kroner. - Udviklingen i nettorenteindtægterne er væsentligt påvirket af en højere forrentning af bankens markante indlånsoverskud, konstaterer Karen Frøsig i regnskabet. Det tårnhøje resultat kommer dog ikke kun banken til gode. Aktionærerne kan nemlig se frem til, at Sydbank efter planen vil udlodde 86 procent af det tårnhøje overskud. 50 procent skal gå til udbytte, mens resten bruges på et aktietilbagekøbsprogram på 1,2 milliarder kroner. Selskaber køber nogle gange sine egne aktier for at understøtte aktiekursen. De købte aktier kan på den måde ikke handles længere, og det mindsker antallet af tilgængelige aktier i markedet. Det vil alt andet lige drive aktiekursen op, da selskabets markedsværdi skal spredes ud på færre aktier. Forventningerne til 2024 han ikke helt hamle op med rekordåret sidste år, men hvis banken indfrier dem, er der igen udsigt til et pænt milliardoverskud på op mod 2,9 milliarder kroner. Tallet er dog forbundet med en hvis usikkerhed, der blandt andet afhænger af udviklingen på de finansielle markeder samt de makroøkonomiske forhold, lyder det fra banken. /ritzau/ https://www.berlingske.dk/business/sydbank-lander-sit-hoejeste-overskud-nogensinde
Share on,